Home Jobsøgning Sådan forbereder du dig til jobsamtalen

Sådan forbereder du dig til jobsamtalen

by Line Heidtmann
0 comment

Vi har sikkert alle prøvet det før på et eller andet tidspunkt i vores liv. Vi har søgt et arbejde, og glæden er stor når vi bliver kaldt ind til samtale. Men efter nogle få minutter begynder nervøsiteten at melde sig.

Hvad skal jeg sige? Hvad nu hvis  jeg ikke kan svare? Hvordan gør jeg et positivt indtryk?

A photo by Rodion Kutsaev. unsplash.com/photos/IJ25m7fXqtk

Den bedste måde at få orden på tankerne og få styr på nervøsiteten, er ved at forberede sig grundigt til jobsamtalen. Og hvordan gør man så det?

I denne artikel vil vi give dig nogle grundlæggende tips til hvordan du kan møde velforberedt og selvsikker op til jobsamtalen, og yde dit allerbedste.

Hvad spørger de mon om?

Alle jobsamtaler er naturligvis ikke ens. Det afhænger naturligvis af hvilken stilling du søger, hvilken type virksomhed det er og mange andre faktorer.

Men der er nogle grundlæggende ting du vil møde uanset om du skal ansættes på et lager, et kontor eller på en institution.

Se nogle af de mest stillede spørgsmål til jobsamtalen.

Spørgsmålene vil måske ikke være 100% enslydende, men substansen i dem er det samme – og de spørgsmål kan du lige så godt øve dig på derhjemme, så du møder op i den bedste dagsform.

rsz_download-5

Det starter med dig

Ofte indledes en samtale med at du bliver bedt om at fortælle lidt om dig selv. Her er det vigtigt at du på forhånd tænker over hvad du gerne vil fremhæve, og ikke bare snakker frit. Derfor kan det være en god idé at forberede din egen personlige elevatortale.

Tal om din uddannelse, dine erfaringer og om din personlighed – og sørg for altid at være positiv. Når man skal tale om sig selv, kan tiden nemt løbe.

Men sørg for at holde taletiden nede på et par minutter.

A photo by Jonathan Velasquez. unsplash.com/photos/4mta-DkJUAg

Du kan være sikker på at de vil spørge, hvis der er noget de er blevet nysgerrige efter at vide.

Stærke og svage sider

Under en jobsamtale vil du også typisk blive spurgt om hvad der er dine styrker og svagheder. For nogle mennesker kan det være lidt grænseoverskridende at skulle fortælle hvad man er god til – og måske særligt hvad man er dårlig til!

Igen er god forberedelse løsningen på denne udfordring!

rsz_download-1

Vælg på forhånd 3 styrker, som du vil fremhæve. Du kan eventuelt spørge kolleger, venner og familie der kender dig godt, hvis du er lidt usikker på hvad du er særligt god til.

Forbered også nogle tydelige eksempler, hvor du har anvendt dine styrker, så det bliver så konkret som muligt.

Når du bliver spurgt om dine svage sider, så prøv at være positiv og uddyb gerne. Du kan eksempelvis sige, at da du er meget hurtig og effektiv, kan det ske at du glemmer nogle små detaljer.

Men det er du nu blevet bevidst om, og når du nu går i gang med opgaver hvor detaljerne er vigtige, er du blevet bedre til at sætte tempoet lidt ned, så du får alle ting med.

På den måde beskriver du en svaghed, men også at du er bevidst om det og arbejder med det. Det vil altid give et positivt indtryk.

rsz_download-2

Hvorfor skal vi ansætte dig?

Når du skal svare på det spørgsmål, er det vigtigt at du ser det hele i ”helikopterperspektiv”. Ret opmærksomheden væk fra dig selv og prøv i stedet at skabe tydelig bro, hvor alle kan se at dine kompetencer og erfaringer passer perfekt ind i de behov, som virksomheden har.

Her er det betydningsfuldt at du på forhånd har sat dig grundigt ind i virksomheden og hvilke udfordringer de har – og hvad de specifikt forventer sig af ansøgeren.

På den måde kan du visualisere for arbejdsgiveren, at du har de rette kvalifikationer og vil passe godt ind i virksomheden.

Andre typiske spørgsmål

Udover ovenstående spørgsmål til jobsamtalen, er der også andre gengangere som typisk optræder til en jobsamtale. Det kan være spørgsmål som:

  • Hvordan har du det med gruppearbejde?
  • Kan du arbejde meget selvstændigt?
  • Hvad forventer du af din kommende chef?
  • Hvor ser du dig selv om fem år?

Her skal du igen bruge god tid på at forberede dig, så du i det mindste ikke er helt på bar bund.

Udseende og udstråling

En sidste ting som er væsentlig er naturligvis at du møder op til samtalen og ser ordentlig og velsoigneret ud. Din påklædning bør afspejle den virksomhed eller institution, som du skal til samtale i.

rsz_download-6

Har du søgt job i et pengeinstitut, møder du naturligvis ikke op i en nusset t-shirt og slidte jeans. Men skal du til jobsamtale et sted hvor du på forhånd ved at de er relativt uformelle, vil det være for meget med jakkesæt og slips.

I virkeligheden er mange arbejdspladser dog netop et sted mellem det helt formelle jakkesæt og det slidte hjemmetøj – hvad tager du så på?

Du kan starte med at tage udgangspunkt i din personlige stil. Se ikke kun din påklædning til jobsamtalen som en udfordring, men også som en mulighed for at vise, hvem du er. Måske elsker du vilde farver og mode? Måske er du en super aktiv og sporty person? Eller måske går din fritid med at lytte til musik og gå til koncerter? Alt det kan du vise med din påklædning.

Et godt tip er dog at matche en af dine mere personlige beklædningsgenstande – eksempelvis en T-shirt med dit yndlingsband – med en klassisk blazer. Så fremstår du seriøs og professionel, selvom du også viser et glimt af din unikke stil og personlighed.

Når du bliver kaldt ind til jobsamtalen, vil du typisk møde flere personer som er med til interviewet. Øv dig i den situation rent mentalt, og sørg for at smile, give hånd og sige dit navn, mens du ser dem i øjnene.

Hold øjenkontakten og smil, for det får dig til at virke selvsikker, og vi ved jo at det første indtryk er meget væsentligt ved en samtale.

rsz_download-7

Tænk også over din fremtoning og dit kropssprog, for kommunikation sker ikke kun med ord. Hav igen øjenkontakt når du svarer på spørgsmål, og gestikuler gerne naturligt med dine arme og hænder.

Når samtalen er afsluttet, så sørg igen for at give hånd og slut af med at sige, at du ser frem til at høre fra dem.

Held og lykke!

Som afslutning vil vi sige, at nøglen til en succesrig jobsamtale, er forberedelse, forberedelse og forberedelse.

Og følger du denne artikels råd, er vi overbevist om at du vil gøre et positivt indtryk til din kommende jobsamtale og have de bedste kort på hånden.

Held og lykke!

0 comment

You may also like