I Danmark er vi kendt for at have et meget smidigt og fleksibelt arbejdsmarked.
Set i forhold til andre lande, har vi også haft et relativt godt samarbejde mellem arbejdsgiver og arbejdstagere.
Men strejker og blokader er dog trods alt en del af arbejdslivet, og her i Danmark har vi da også haft vores konflikter.
Den irske skuespilforfatter og Nobelpristager i litteratur George Bernard Shaw sagde: ”Historien lærer os, at vi intet lærer af historien”.
I denne artikel vil vi se på de største strejker og blokader i Danmark.
Og måske kan vi lære en del af disse konflikter, og i fremtiden forsøge at undgå for mange konflikter.
Kanslergadeforliget
Vi starter helt tilbage i 1930’erne, hvor der var en stærk og verdensomfattende økonomisk krise.
Det startede med krakket på Wall Street i New York på den sorte torsdag i 1929, som var starten på den store depression.
Det påvirkede i de efterfølgende år gradvist hele verden, og også Danmark.
Det medførte at Arbejdsgiverforeningen i Danmark krævede at arbejderne skulle gå hele 20 procent ned i løn.
Naturligt nok afviste fagbevægelsen dette krav, hvilket betød at Arbejdsgiverforeningen varslede lockout for 100.000 arbejdere.
Forhandlere fra partiet Venstre mødtes med regeringspartierne Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre i den socialdemokratiske statsminister Thorvald Staunings lejlighed i Kanslergade på Østerbro.
Her i lejligheden måtte politikerne finde en løsning.
De blev enige om at foretage et lovindgreb, og de daværende overenskomster blev forlænget, så arbejderne bevarede deres lønninger.
Storkonflikten i 1956
I 1956 var der endnu en konfrontation mellem arbejdsgivere og lønmodtagere.
Fagbevægelsen stillede blandt mange andre ting et krav om at den ugentlige arbejdstid skulle nedsætte fra 48 til 44 timer.
Der var lange og seje forhandlinger, som til sidst brød sammen, hvilket resulterede i at 65.000 arbejdere strejkede.
Forligsmanden greb ind og fremlagde et forslag, som begge parter mente at de kunne anbefale deres medlemmer at stemme ja til. Men ved afstemningen stemte arbejderne klart nej.
Så konflikten fortsatte.
Da transportarbejderne holdt op med at køre olie og benzin ud, måtte statsminister H. C. Hansen og hans regering gribe ind.
Det betød at det forkastede mæglingsforslag blev ophøjet til lov!
Det gik dog ikke stille af, da mere end 100.000 demonstranter til at protestere foran Christiansborg.
Storkonflikten i 1973
Konflikten i 1973 er utvivlsomt den største arbejdskonflikt vi har oplevet i Danmark. I alt 155.000 mennesker strejkede, mens 105.000 blev lockoutet.
Uenigheden mellem arbejdsgivere og arbejdstagere bestod blandt andet i arbejdernes krav om at få en 40 timers arbejdsuge samt ønsket om ligeløn.
Da konflikten havde varet i to uger, greb den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen ind.
Regeringsindgrebet endte med en arbejdsuge på maksimalt 40 timer, og ligelønnen blev indført, selvom det nok var for et syns skyld.
Plattedamernes strejke i 1976
I 1976 var der en mere usædvanlig strejke.
De såkaldte ”Plattedamer” var dem der malede det kongelige porcelæn.
Sammen med deres kollegaer på fabrikken strejkede de i en konflikt, der endte med at sprede sig til 10.000 arbejdere landet over.
Plattedamerne ønskede 6,50 kroner mere i løn i per time.
Selvom der var meget opmærksom om strejken i medierne, endte det dog ikke med et indgreb fra regeringens side denne gang. I sidste ende opnåede plattedamerne dog en lønstigning på i alt tre kroner i timen.
Påskestrejken i 1985
Næste store konflikt foregik i Påsken 1985. Konflikten stod denne gang mellem Dansk Arbejdsgiverforening og selve LO.
I alt var 300.000 strejkende i gang, og kravet var at få nedsat arbejdsugen til 35 timer.
Påskestrejken, som den blev kaldt, varede dog ikke længe, for Schlüter-regeringen greb ind allerede efter seks dage.
Resultatet blev, at arbejdsugen på 40 timer blev reduceret til 39 timer.
Ved den næstfølgende forhandling blev der skåret yderligere ned, så arbejdsugen blev på 37 timer, men denne gang uden konflikt.
Krisen i 1998
1998 var næste gang, at det danske arbejdsmarked oplevede en konflikt.
Denne gang stod kampen særligt om den sjette ferieuge, hvilket resulterede i, at Danmark næsten lå stille i 14 dage.
Der udkom ingen aviser, og butikkerne kunne ikke få varer kørt ud.
Men pudsigt nok blev konflikten især blevet kendt for, at danskerne var bange for at løbe tør for gær.
Konflikten varede i alt 10 dage, og derefter greb den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen ind.
Regeringen ophøjede et forslag til lov, som var meget tæt på resultatet af overenskomstforhandlingerne, der blev nedstemt ved urafstemningen.
Denne gang fik de strejkende ikke den ønskede sjette ferieuge.
Men ved de efterfølgende overenskomstforhandlinger i 2000, blev den dog en del af aftalen.
Maratonkonflikten i 2008
Mange husker sikkert den store konflikt i 1998, hvor sygeplejersker, pædagoger og sosu-assistenter strejkede i foråret for at få hele 15 procent mere i løn.
Sygeplejerskerne ønskede også, at der skulle sættes større fokus på deres arbejdsforhold.
I 1998 var Anders Fogh Rasmussen fra Venstre statsminister, og under konflikten var der konstant rygter om et regeringsindgreb.
Det skete dog aldrig, og til sidst endte det med at sygeplejerskerne i alt strejkede i næsten to måneder.
Denne konflikt sluttede først, da de involverede fagforeninger FOA, Sundhedskartellet og BUPL indvilligede i at acceptere mindre lønstigninger af arbejdsgiverne end de havde krævet i første omgang.
Det konkrete resultat var, at FOA gik med til en lønstigning på 13,4 procent, mens BUPL accepterede en stigning på 12,8 procent samt bedre forhold på løntrin og tillæg for overarbejde.
Sundhedskartellet endte med at acceptere en lønstigning på 13,3 procent fordelt hen over tre år.
Hvad sker der i fremtiden?
Konflikter mellem arbejdsgiver og arbejdstager har altid været en del at det danske arbejdsmarked. Og historisk set er det altid endt godt.
Hvad vil fremtiden mon bringe?
Måske kan vi lære lidt af historien og undgå fortidens fejltagelser? Eller også er konflikt bare en del af arbejdslivet.
